Senegal

Et fraternitet i Dakar

I 15 år er vi nogle brødre fra Taizé, der har boet i Dakar, Senegal. Byen ligger på den vestligste pynt i Afrika. Vi bor i et stort kvarter med mange mennesker. At være i stand til at dele livet med andre, som vi gør, i et åbent hus, som alle føler, de kan komme til, er virkelig et privilegium. Da vi først var blevet accepteret af vore omgivelser, kunne vi virkelig føle den utrolige vitalitet, der karakteriserer Afrika. På samme tid oplevede vi den ophobning af problemer, der altid kommer, selvom Senegal ikke er blandt de fattigste lande i Afrika.
JPEG - 23.7 kb

Der er manglen på ordentlig hygiejne, som resulterer i talrige sygdomme, arbejdsløshed og som følge deraf en usikkerhed ved livet. Der er de mange akute problemer med hensyn til uddannelse og skolegang. Aids og den voksende samlede usikkerhed kan også nævnes. Og menneskene har meget begrænsede ressourcer til at imødekomme alt dette. Den berømte afrikanske solidaritet hænger i laser. Det traditionelle samfund er specielt i byerne blevet ødelagt, samfundsstrukturen er sønderrevet, og den gammeldags “sikkerhed for de fattige” fungerer ikke længere.

Bare at være til stede

Vi bliver ofte spurgt: “Hvorfor er I her?” Svaret kommer fra den traditionelle hilsen på lokalsproget wolof, som de fleste i Dakar taler. Når man hilser på nogen, spørger man: “Hvad laver du?” Svaret er enkelt: “Jeg er her” - eller en gang imellem: “Jeg er bare her.” Så når folk spørger os, hvorfor vi er her, kan vi svare: “Vi er her bare!”

Og det er ikke ubetydeligt bare at være her, virkelig at være til stede i kvarterets liv, at bede, at arbejde og konstant at modtage folk hjemme. Samtidig forbliver udlændinge, som ofte bliver forbavsede over det, der sker, da vi ikke til fulde har forstået menneskenes mentalitet. Men det står ikke i vejen for at omgås andre med glæde. Og det er heller ikke ubetydeligt at “holde ud”, som man siger her, midt i hverdagens virvar: larmen, højtalerne, lugtene, myggene, varmen, støvet, el- og vandafbrydelserne, de uberegnelige transportmidler, osv….

Vi er altså nærværende, og gør det, vi kan: bede, arbejde for at tjene til føden, tage imod besøgende, dele med hinanden. Og der dukker mange udfordringer op, som vi prøver at imødekomme med de muligheder og gaver, vi har. Men dette uden at bilde os selv ind at det er muligt for os at forandre livet for alle disse menneskemasser.

Pædagogik

JPEG - 20.1 kb

Meget er muligt med børnene. De er altid de første, som modtager os, og de er altid de første, der entusiastisk reagerer på vore forlag. De, som går i kvarterets skoler, har det svært: overfyldte klasseværelser, anvendelsen af skolen om formiddagen, for mange børn, om eftermiddagen for andre, kravet om at man skal lære en masse udenad (dagens lektie skal læres udenad og derefter reciteres, ligesom i Koranskolerne). De stakkels lærere er overbelastede og tvunget til at slå for at holde ro i klassen. Og alle elever rykker automatisk op hvert år for at gøre plads til de nye børn. Som et resultat heraf går mange børn ud af folkeskolen næsten som analfabeter. Derefter kommer de ud i en arbejdsverden, der stadig bliver mere og mere krævende.

I fritiden tilbyder vi dem derfor aktiviteter, som kan hjælpe dem til at være opmærksomme, kreative og observerende. Disse børn har aldrig haft en farveblyant eller saks i hånden, de har aldrig betragtet en blomst eller set en sommerfugl komme ud af sin puppe. De har næsten aldrig været udenfor kvarteret, nogle har aldrig set havet, selvom byen kun ligger nogle få kilometer væk fra dette. Der findes så meget at opdage, så mange dimensioner at observere og så mange attituder at lære sig i en stresset verden, hvor reaktionerne ofte er eksplosive.

Der er også meget at gøre blandt de unge, som allerede er tilbøjelige til at give op, da deres fremtid ofte ser meget sort ud. Vi forsøger at opmuntre dem, foreslår dem at se efter børnene for på den måde at opdage, at de duer til noget, vi støtter dem i deres studier, giver dem bøger at læse, rolige steder at studere, da de ofte hverken har stilhed eller lys hjemme.

Nogle af disse er begyndt at arbejde i vores hus med at lave puslespil eller andet legetøj. Objekterne kan sælges, oftest i udlandet, og indkomsten gør de unge i stand til at finansiere deres studier og løse forskellige familieproblemer.

Lignende muligheder tilbydes et antal unge kvinder og mødre blandt vore naboer. De er begyndt at lære at lave patch-work, som er et krævende præcisionsarbejde. Nogle laver sengetæpper, andre dukker, tøjdyr osv. For dem alle er det en daglig kamp at forblive udholdende, at arbejde regelmæssigt og at sætte krav til kvaliteten.

At hjælpe

JPEG - 23.7 kb

Der findes mange familieproblemer rundt om os: småbørn hvis uvidende mødre ikke kan tage sig ordentligt af dem, mødre som ikke en gang er i stand til at sørge for, at børnene får regelmæssig behandling, familier som ingen penge har tilbage, når måneden nærmer sig sin slutning… for ikke at tale om alle de forskellige slags svindlere, der findes. Vi kan ikke gøre alt, vi bliver nødt til at vælge.

Specielt fordi vi også vil være nærværende udenfor vort kvarter: vi deltager i et projekt for flygtninge, for fanger, for aidssyge.Vi opmuntrer også privatskolerne i yderområderne til at forsøge at gøre noget mere end i de svage folkeskoler. Og så er vi engagerede i den lokale kirke, vi organiserer bønner i forskellige menigheder, besøg i andre dele af landet og i nabolandende. Arbejdsfeltet er ubegrænset.

Men hvordan kan man hjælpe? Dette er altid et svært spørgsmål. Hvordan kan man støtte nogen, hjælpe dem med at komme på fode, gennem at give ham eller hende det lidt som behøves for at komme igang med noget, stadig uden at gøre for meget? Hvis vi gør for meget for dem er risikoen, at vi gør dem afhængige, og at de som parasiter vil blive ved med at komme tilbage til os. Der er nogen, som ikke ser efter noget bedre. Vi ville have brug for en enorm følsomhed og dømmekraft, for hver gang at kunne gøre lige, hvad der behøves. Hverken for lidt, heller ikke for meget. Iblandt lykkes det måske for os. Specielt når vi brødre sammen taler om og prøver at forstå situationerne.

En lignelse

På samme tid gælder det om ikke helt og holdent at blive opslugt. Først og fremmest “er vi der”, virkelig nærværende, i et fredsfyldt hus, hvor vi ikke altid er overbebyrdede, og hvor nerverne ikke altid går os på. Prioriteten er sammen at bygge et levende fællesskab - uden dette ville vi ingenting være. Vi ville ikke kunne gøre noget. Hvad der først og fremmest er vigtigt, er det tegn vi kan udgøre som en gruppe mænd, der af nationalitet, kristent tilhørsforhold og alder er meget forskellige fra hinanden. En gruppe mænd som ikke kun kan leve sammen, men som også, gennem opmærksomheden over for hinanden i livet som brødre, åbner en plads for fred, hvor andre kan komme for at slukke deres tørst. Mænd som er sammen dér, fordi de har modtaget det samme kald fra Kristus.

Islam

Som i hele Senegal er vort kvarter overvejende muslimsk, selvom den kristne minoritet står ret stærkt. I denne urolige tid er det ikke helt enkelt at bo i et kvartet, hvor 90% af befolkningen er muslimer. Men det kan samtidig være meget smukt. I begyndelsen blev vi naturligvis observeret: “Hvem er disse ‘toubabs’ (europæere), som er kommet for at leve blandt os? Hvad vil de med vores børn, når de tager sig af dem? Vil de ikke forsøge at omvende dem? Som så mange andre har forsøgt det? ”
Det tog en vis tid at vinde forældrenes tillid, og specielt at vinde tilliden blandt de gamle “moskésøjler”, som styrer kvarteret. Ord er ingen stor hjælp; i et miljø som dette har ord ingen større værdi. Det var vigtigt at vise, at vi handlede uegennyttigt, og det var vigtigt vedholdende og tydeligt at vise respekt for de andres religioner. Dette førte til, at man så småt begyndte at stole på os, og at selv de mere mistænksomme lod deres børn komme til os. Inden de selv tog skridtet over dørtærsklen til vort hus.

Hvad indebærer det at leve i midten af en muslimsk befolkning i dag? Først og fremmest at betragte disse troende på en måde hvorpå Guds arbejde i dem genkendes, at tillæge deres tro værdi og at opfange ægtheden i deres bøn. Og siden at være et kirkens ansigt, der ikke er arrogant, et ansigt der måske kan lade et glimt af Kristi liv i os blive synligt for dem.
Vi har endnu ikke påbegyndt en interreligiøs dialog. Vore naboer er enkle mennesker, ofte uden meget uddannelse, men troende muslimer. Venskabsbånd er så småt begyndt at opstå imellem os, og nogen gange nævner vi, at vi har til fælles, at vi er efterkommere af Abraham. Sammen lærer vi gensidigt at respektere hinanden, vi nedbryder dybe fordomme på begge sider, og vi forbereder den dag, hvor vi sammen kan gå længere ad denne vej.
Vi må også hjælpe de lokale kristne, som i det store og hele kommer ret godt overens med deres muslimske slægtninge. Hjælpe dem til at overkomme en vis frygt og visse misforståelser, der findes på begge sider. I Senegal, hvor man mellem begge religionerne unikt lever i fredsfulde relationer, burde man være i stand til at gå meget længere.

Børnene

Vor største kilde til glæde i dette eventyr - at leve som brødre i Dakar - det er børnene. De er trofaste, viser at de holder af os og bliver let entusiastiske. De tror sikkert, at vi hjælper dem, og det er jo ikke helt forkert. Men hvis de bare vidste, hvor meget de hjælper os til at leve, ville de blive utroligt overraskede.

Dagens Afrika er fuld af problemer, truende skyer hober sig op på mange områder, og tanken om fremtiden skaber ofte panik. Men at leve i midten af børn, som er fulde af energi og ukuelighed, som falder, men rejser sig igen, gør det umuligt for os at blive helt modløse. De vækker håbet til live i os.

Bønnen

JPEG - 35 kb

Hver aften kommer kristne fra vort kvarter for at deltage i vores aftenbøn, især børn, men også unge mennesker og en del kvinder. Da vort lille kapel ofte er for småt til dette, forbereder vi bønnen i husets indre går: børnene ruller tæpper ud, tager små bedeskamler frem, bøger, lys og ikoner. På denne måde skabes et smukt kapel med stjernehimmelen som tag… krydset af store flagermus og en mængde summende myg.

Nogle af disse børn misser aldrig én eneste dag, og de synger ivrigt med på sangene. Med årenes løb har Taizésangene, som er blevet oversat til wollof, udviklet sig lidt - ved hjælp af trommernes rytme. Den repetitive stil passer perfekt ind i den lokale kultur. Under stilheden er det hele kvarterets liv, der kommer ind i vor bøn: skrigene, larmen og moskéernes kald til bøn.

JPEG - 25.9 kb

Printed from: http://www.taize.fr/da_article7241.html - 20 October 2017
Copyright © 2017 - Ateliers et Presses de Taizé, Taizé Community, 71250 France