Under mødet i Berlin, forklarede bror Alois meningen med den tre års lange rejse ”mod en ny solidaritet”.

Med brevet for år 2012 ønsker jeg at opmuntre alle dets læsere til at blive mere bevidste om solidaritet mellem mennesker og til i højere grad at udleve den. Når vi oplever solidaritet med andre, både med dem som er nær os og med dem, som er langt fra os – oplevelsen af at høre til hinanden, af at være afhængige af hinanden – bliver vores liv meningsfuldt.

 

I en tid, hvor mange funderer over den virkelige mening med livet, ønsker vi, brødre i vores kommunitet, tydeligt at sige: den findes i solidariteten med andre, den leves gennem konkrete handlinger. Sådan en solidaritet lader os ane, at der findes en kærlighed større end os, og den leder os til at tro på Guds kærlighed til hvert menneske.

 

Solidaritet og tillid til Gud. Disse to begreber, som vi begyndte at reflektere over i Berlin, er så vigtige, at vi vil bruge tre år på at uddybe dem. Hvorfor tre år? Fordi vi ikke kan bygge noget uden at give det tid. Fordi disse spørgsmål kræver udholdenhed. På den måde kan de blive et virkeligt livsprojekt.

 

I august 2015 vil vi holde en samling for solidaritet i Taizé for at samle det, vi har søgt efter, og give det et nyt skub fremad.

 

Det er ikke så meget et spørgsmål om spektakulære handlinger. I verdenshistorien finder vi undertiden, at nogle få kvinder og mænd, gennem deres trofasthed og ydmyge udholdenhed, har kunnet påvirke udviklingen på varig vis.

At leve i solidaritet er først og fremmest en indre holdning. For nogle af jer kan stunder med stilhed og bøn måske blive mere afgørende.

Hvorfor en ”ny solidaritet”?

Den ”nye solidaritet” står ikke i modsætning til en ”gammel solidaritet”, som i så fald skulle være passé nu. Den svarer mere til en fornyelse, med en ”provisoriets dynamik”, som skubber troende fremad mod nye horisonter.

Allerede i Esajas’ bog læser vi: Husk ikke på det, der skete tidligere, giv ikke agt på fortiden; nu skaber jeg nyt, nu spirer det frem, ved I det ikke? Ja, jeg lægger vej i ørkenen og floder i ødemarken (Esajas 43, 18-19). I et kristent perspektiv finder disse ord genklang på helt særlig vis i inkarnationens mysterium. Ved at sende Kristus til jorden viste Gud sin fuldstændige solidaritet med hele skabelsen. Derfor er vi i dag kaldede til at dele af det, vi tager imod fra Gud gennem Kristus, og hele tiden på ny vis.

"Gennem sit kors og sin opstandelse har Kristus muliggjort en ny solidaritet mellem alle mennesker. I ham er opsplitningen af menneskeheden i modsatrettede grupper allerede overvundet, i ham udgør alle én eneste familie" (Brevet 2012). I opstandelsens lys træder Jesu liv, som kulminerer i hans død på korset, frem som en uendelig handling af solidaritet med menneskeheden, som stammer fra Gud.

Den ”nye solidaritet” indbyder nu alle kristne, i alle aldre og fra alle baggrunde, til at tage sig af hinanden og til konkret at udtrykke en ømsidig kærlighed og en gensidig solidaritet. I denne søgen er et universalperspektiv og de mest konkrete handlinger ikke modsætninger, men de komplementerer hinanden. Som bror Alois en aften sagde til de unge samlede i Forsoningskirken:

Hvordan holder vi os fast i denne spænding mellem overbevisningen om, at der kun findes en menneskelig familie og de splittelser, vi ofte ser på meget nært hold?

 

Lad os da tænke på de utallige personer, som gennem stor rundhåndethed giver sig selv uden betænkning. Vi kan bede for dem, vi kender, eller for dem vi ikke kender, og som ofte meget ydmygt giver deres liv for andre. De er som sjælen i vort samfund, de holder håbets flamme levende. De viser, at menneskets godhed er større end det onde.