Støtte til kristne i Kenya

De seneste par dage er nogle af brødrene vendt tilbage til Nairobi:
17 februar: “Lidt efter lidt begynder vi at tage kontakt med byen igen, med grupper og med enkeltpersoner. Vi møder de samme trafikpropper, matatuserne (minibusser) med deres høje lydniveau, menneskemængderne i byens midte, støvet… Efter de sidste stressende uger med oprør, der satte flere regioner i flammer, bliver folk lidt efter lidt igen mindre anspændte. Alle tænker på, hvad der kommer ud af forhandlingerne; nogle tager del i nødhjælpsbestræbelserne for at hjælpe de fordrevne eller for at genoprette en atmosfære af fred… Det er et centralt øjeblik for landet, da denne prøvelse kan afstedkomme en klarere bevidsthed om hver persons ansvar for fred og retfærdighed i samfundet. Kirkerne er til stede i alt dette og hjælper folk til at reflektere over, hvad landet er gået igennem. Meget mangler at blive gjort, for mange tilslutter sig ofte udtalelser, der er stærkt præget af propaganda. Så de forskellige synspunkter er stadig langt fra hinanden. Når man imidlertid lytter til folk i de forskellige kvarterer, hører man mange historier, der vidner om solidaritet og broderskab mellem mennesker fra forskellige stammer …”

26. til 30. november 2008

Annonceringen af mødet kom på et dramatisk tidspunkt for Kenya. Hver dag bragte medierne nyheder om volden, der fulgte valgene. Kenya og ofrene for urolighederne var meget nærværende i bønnen under mødet i Genève.

Pastor Simon Githiora og fader Peter Muigai, der er ansvarlige for ungdomsarbejde med presbyterianere og katolikker i Kenya, var kommet til Genève specielt for annonceringen af mødet i Nairobi. To unge mennesker fra Kenya, Japhet og Peter, som også var kommet specielt for mødet talte efter broder Alois:
Japhet: “Vi er glade for at kunne byde velkommen til et afrikansk skridt på “pilgrimsfærden for tillid på jord”. Vi vil vise jer, hvordan unge mennesker støtter et håb i vores land. I vil opleve, hvor vigtig gæstfriheden i familier og fællesskaber er for os.”
Peter: “Vi vil på Swahili sige til jer: ‘Karibu Kenya, velkommen til Kenya!’”

De første reaktioner

Beskeden om mødet blev modtaget med stor entusiasme.

Fra Uganda: “Jeg er så glad for at få nyhederne om, at Taizé organiserer et møde i Nairobi… Mødet i Nairobi kommer på det rigtige tidspunkt, da mange unge i Afrika har brug for et enkelt åndsliv nu, da Kenya og mange andre afrikanske lande går igennem turbulente tider med krige, vold i forbindelse med valg, manglende uddannelse… Jeg tilbyder alt hvad jeg måtte kunne give af støtte og råd til hjælp for forberedelserne af ungdomsmødet. Robert.”
Fra Tanzania: “De af os som har været i Taizé vil prøve at invitere andre unge mennesker fra Tanzania til at komme til mødet i Nairobi… Vi mødes hver første søndag i måneden for at synge, bede, reflektere og dele med hinanden; nu kan vi også drøfte, hvordan vi kan hjælpe til med forberedelserne til mødet i Nairobi. Caroline.”
Fra Uganda: “Endelig organiserer Taizé et østafrikansk møde. Det er så dejligt, og jeg håber, at de unge vil være glade for det, vil have mulighed for at være der og bliver informeret i god tid! Jeg giver jer al den støtte, jeg kan, og mine bønner…”
Fra Uganda: “Vi er bestemt glade for at høre, at der bliver et afrikansk møde, særligt fordi det er det første af sin slags efter så mange år. Her i Uganda… er vi konstant i kontakt med hinanden og håber bestemt på at kunne være en del af mødet i Nairobi. Isaiah.”
Fra Uganda: “Vi har været noget overvældede de sidste par dage på grund af begivenhederne i Kenya efterfølgende præsident- og parlamentsvalgene den 27. december. Når man ser, hvorledes volden blev forværret på grund af forskellene mellem de forskellige folk i Kenya, tror jeg, at 2008 er et fortrinligt år til at forberede et møde, til at forsøge at forsone mennesker og til sammen at prøve at finde ud af, hvordan vi kan overkomme de barrierer, der skiller os. Hvordan kan vi bygge bro mellem forskellene mellem Kikuyus og Luos, mellem ugandere og kenyanere, og så videre? For at gøre os klar til denne begivenhed, synes jeg, at vi her i Kampala, skulle etablere en lille forberedelsesgruppe og måske lede regelmæssige bønner i Makerere. Vi kan kontakte forskellige menigheder, sogne og bispedømmer, så repræsentanter derfra kan deltage i forberedelserne sammen med os. Boniface”.

Brødre i Kenya

Med henblik på et møde i Østafrika i år besøgte tre brødre fra Taizé Kenya i oktober måned 2007. En af dem, fra Congo (DRC), skriver: “Vi ankom sikkert, og det er en stor glæde at vende tilbage til nogle af de steder, hvor vi var under vort første besøg i februar! Og igen oplever vi byens offentlige transport. Den er ret livlig! Vi bor på det Nationale Ungdomscenter i et nabolag kaldet “Ruaraka”. Her er et lille kapel, hvor vi har morgenbøn hver dag og nogle gange fejrer præsten, som er ansvarlig for centeret, Eukaristien. Vort liv som et lille midlertidigt fraternitet på tre brødre er meget, meget simpelt. Vi har meget lidt, men vi mangler ingenting… I går besøgte vi Mathare Valley og Kariobangi. Det var dejligt igen at se nogle af de unge mennesker, som vi kender, for eksempel Ken, Ben og Alice, som var i Taizé i år og andre, som havde været i Taizé tidligere år… Så var der en bøn i Skt. Martins Kirke med tredive børn og omkring tyve unge mennesker. Det mindede os om bønnen i vore brødres hjem i Senegal: en meget simpel bøn, fuld af glæde…”

En af de andre brødre fortsætter: “Denne oktober har vi kunnet tage de indledende skridt i forberedelserne til et ungdomsmøde, som vil finde sted i slutningen af november 2008. Vi har besøgt omkring tredive menigheder, skoler, religiøse fællesskaber… Der er veletablerede kontakter med de presbyterianske, anglikanske og katolske kirker; kontakter er begyndt med baptistkirkerne og de koptiske kirker… Fra næste februar vil vi følge op på besøgene og genetablere kontakten med de unge mennesker… Udfordringerne er mangeartede: organisering, introduktion af en meditativ og stort set stille bøn… gæstfrihed i nabolagene; deltagelse af unge mennesker fra forskellige sociale lag… Den internationale dimension af mødet; planens nyhed; vort ønske om hjælp til at organisere disse dage; kravene til et møde centreret omkring bøn – alt dette repræsenterer “indgange” til at mobilisere unge mennesker lokalt …”

De første brødre ankom til Nairobi i midten af februar.