Brødrene ankom til Senegal i begyndelsen af 1993 på invitation af Kardinal Thiandoum, der på det tidspunkt var ærkebiskop af Dakar. Bror Rogers intuition var, at der skulle etableres et fraternitet i et muslimsk land i Afrika (officielt er der knap 5% kristne i Senegal), selvom spændingerne omkring Islam på det tidspunkt knapt var begyndt at mærkes i verden.

Brødrene installerede sig i et stort arbejderklassekvarter i Dakar for at leve deres kommunitetsliv med bøn og for at tage imod folk, tale og dele livet med dem. Naboernes modtagelse var først noget mistænksom, men blev hurtig varm og tillidsfuld. Huset er hver dag åbent for nabolagets børn med aktiviteter, der fint komplementerer, hvad de lærer i skolen. Unge mennesker, som selv modtager støtte til deres skolegang, tager sig af dem. De unge voksne kommer også for at studere og reflektere. Nogle af kvinderne kommer for at lave syarbejde, til hvilket et marked er blevet fundet.

I overenstemmelse med hvor mange brødre der er, og hvilke kvalifikationer de har, har der hele tiden været flere forskellige aktiviteter, som involverer flygtninge og indvandrere, fanger og folk med AIDS - alt sammen for at tage specielt hensyn til de mest udsatte, og til dem som er mere eller mindre marginaliserede.

Den lokale kirke har meget generøst budt brødrene velkomne og har givet dem forskellige forpligtelser: at organisere bønner, uddannelsesprogrammer, arkitektur. Men det mest essentielle forbliver deres tilstedeværelse i nabolaget, at lytte og lejlighedsvis at hjælpe med mange tilbagevendende problemer: sundhed, arbejde og endda overlevelse. Dette på et tidspunkt hvor de som er mest sårbare meget direkte mærker følgerne af den økonomiske krise og har nået grænsen af, hvad de kan gøre.

Fællesbønnen udvikles og stimuleres af at være rodfæstet i nabolagets liv. Den støttes også, idet mange af de unge og voksne kristne fra nabolagets børn trofast deltager i bønnen.