Hvad ved du om Danmark?
Det er der, smørret og baconen kommer fra!
Kender du nogle kendte danskere?
Hans Christian Andersen og Kierkegaard var forfattere, som boede der!
Geografisk beliggenhed?
Det er presset sammen mellem to store naboer, Sverige og Tyskland.
Historie?
Plejede de ikke at være vikinger?
Noget særligt i nyhederne?
Var der ikke en pennefejde om ytringsfrihed og karikaturer i en avis?
Og kirken i Danmark?
Generelt er danskerne ikke så religiøse (i hvert fald udadtil) og kirkegangen er meget lav!
Det var med sådanne spørgsmål summende i hovedet, at en af brødrene fra kommunitetet begyndte sit besøg til Danmark i midten af maj: til København, Sjælland, Fyn, Nord- og Midtjylland og også til de økumeniske, Danske Kirkedage i Viborg.
Taizé har kontakt til mange forskellige kirkesamfund i Danmark: evangelisk-luthersk, katolsk, baptistisk, pinse og apostolsk, og der var møder og gudstjenester i alle de forskellige kirker under besøget. Musikkens kvalitet spiller en stor rolle, som i alle de skandinaviske lande. Under gudstjenesterne var der derfor altid solister og instrumentalister til stede for at tilføre en dimension til den meditative atmosfære. De fleste Taizésange er oversat til dansk, og på denne måde bliver bønnen rodfæstet i landets sprog. Sangene er ikke længere "eksotiske melodier", som nogen har taget med hjem fra en pilgrimstur til et sydligt land. De lader de almindelige danskeres dybeste længsler skinne igennem. Gennem sangene møder mange med overraskelse Guds tilstedeværelse i dem og en dyb længsel efter fred.
Uanset traditionen er den største udfordring for alle de forskellige kirker i Danmark måske at sætte folk i stand til at "høre" Guds stemme: hvodan man kan være imødekommende og skabe en plads, hvor et møde med Gud er muligt.
Nogle forsøger at gøre dette gennem "natkirke", som almindeligvis finder sted fredag eller lørdag aften, hvor kirkerne er åbne fra klokken otte og flere timer frem, og det er muligt at komme og tænde et lys, blive lyttet til og skrive navnene ned på dem, man ønsker forbøn for.
Der er også dem, der holder møder og andagter i caféer eller andre steder, som "moderne" mennesker finder mere "åbne" og afslappede end formelle kirkebygninger.
Derudover findes en hel bevægelse, som ønsker at gå folk i møde, "der hvor de er". Et dramatisk eksempel herpå kan være "modtagelsen" i Mariakirken på Vesterbro, vest for Hovedbanegården, hvor frivillige tilbyder hjælp og støtte til stofmisbrugere, prostituerede, hjemløse og andre, som har brug for hjælp. Nogle kalder dette for narkomanernes herberg; mange af dem som kommer er uden for "terapeutisk rækkevidde"; det er et sted, hvor deres menneskelighed accepteres, og hvor de prøver at finde en slags fred i deres stormfyldte liv, før de dør. Et mere ydmygt eksempel kan være dem, der bruger tid sammen med de mennesker, som har haft psykiske problemer gennem at veksle et par ord med dem, gå en tur med dem og hjælpe med indkøb. Det bliver som en invitation tilbage til livet efter at have levet i mørket af en depression.
På denne måde bliver mange kristne involveret i lokale selvhælpsprojekter: kunstfestivaler, frivilligt arbejde med indvandrere, med fængslede eller med skrøbelige mennesker: ved at give konkret hjælp og på samme tid bære vidnesbyrd om Kristus alle steder. Nogle af dem kaldes "ildsjæle". Uden deres entusiasme ville mange organisationer smuldre.
Så ja, man kan sige, at danskerne ikke er så religiøse, i hvert fald udadtil, men det ville være klogt at tage et kig dybere ind...