Taizé - Printvenlig version

”Gud har tanker om fred for jer, ikke om ulykke; Gud ønsker at give jer fremtid og håb”. [1]
I vore dage længes mange mennesker efter en fremtid med fred, efter at menneskeheden må befries fra truslerne om vold.
Hvis nogle gribes af ængstelse for fremtiden og finder sig selv låst fast, så er der dog verden over unge men-nesker, der er opfindsomme og kreative.
Disse unge lader sig ikke fange i en spiral af tungsindighed. De ved, at Gud ikke skabte os til passivitet. For dem ligger livet ikke under for en blind skæbne. De ved, at tvivl og mismod har magt til at lamme men-nesker.
Så de søger med hele deres sjæl at forberede en fremtid med fred og ikke med ulykke. Uden at de ved det, gør de allerede deres liv til et lys, der skinner omkring dem.
Nogle bringer fred og tillid i situationer med krise og konflikt. De fortsætter ufortrødent, også når prøvelser og fiaskoer vejer tungt på deres skuldre. [2]
På sommeraftener i Taizé, under en himmel fuld af hvide stjerner, kan vi høre de unge mennesker gennem de åbne vinduer. Vi forbavses til stadighed over deres antal.
De søger; de beder. Og vi siger til os selv: Deres håb om fred og tillid er som disse stjerner, punkter af lys, der stråler i natten.

Vi lever i en tid, hvor mange mennesker spørger. Hvad er tro? Tro er simpel tillid til Gud, en uundværlig bølge af tillid, der opleves utallige gange i vort livs forløb.
Vi kan alle have tvivl. Det er ikke noget at bekymre sig om. Vort dybeste ønsker er at lytte til Kristus, der hvisker i vore hjerter: ”Har du betænkeligheder? Vær ikke urolig; Helligånden vil altid være hos dig”. [3]
Nogle har til deres overraskelse gjort denne opdagelse: Guds kærlighed kan blive fuldkommen selv i et hjerte fyldt med tvivl. [4]

En af de første ting, Kristus siger i Evangeliet, er dette: ”Salige er de enfoldige”. [5] Ja, salige er de, der stræber efter enfoldighed, enfoldighed i hjertet og enfoldighed i livet.
Et enfoldigt hjerte søger at leve i nu’et, at byde hver dag velkommen som Guds ”i dag”.
Skinner ikke enfoldighedens ånd i vores afklarede glæde og også i munterhed?
Et enfoldigt hjerte hævder ikke at forstå alt om tro i sig selv. Det siger til sig selv: ”Andre forstår bedre det, som jeg har besvær med at fatte. Og de hjælper mig videre på min vej”. [6]
Når vi gør vores liv mere enfoldigt, gør det os i stand til at dele med de mindre heldigt stillede, så vi kan lindre lidelse, hvor der er sygdom, fattigdom, sult… [7]

Vores personlige bøn er også enfoldig. Tror vi, at det er nødvendigt med mange ord for at bede? [8] Nej. Nogle få ord, selv tåbelige, er nok til at overgive alt til Gud, vore ængstelser såvel som vore håb.
Ved at overgive os selv til Helligånden vil vi finde den vej, der leder fra bekymring til fast tillid. [9]
Og vi siger til Ånden:
”Helligånd, gør os i stand til
at vende os til dig til hver en tid.
Vi glemmer så ofte, at du dvæler i os,
At du beder i os, at du elsker i os.
Din tilstedeværelse i os er tillid
Og konstant tilgivelse.”
Ja, Helligånden tænder et glimt af lys i os. Hvor svagt det end måtte være, vækker det i vort hjerte en længsel efter Gud. Og den enfoldige længsel efter Gud er allerede bøn.
Bøn gør os ikke mindre involverede i verden. Tværtimod, intet er mere ansvarligt end at bede. Jo mere vi gør en enfoldig og ydmyg bøn til vores egen, jo mere ledes vi til kærlighed og til at udtrykke den med vore liv.

Hvor kan vi finde den enfoldighed, der er uundværlig for at leve Evangeliet ud? Nogle ord af Kristus kan oplyse os. Han sagde en dag til sine disciple: ”Lad de små børn komme til mig, for Guds rige hører sådanne til.” [10]
Hvem kan på passende vis udtrykke, hvad nogle børn kan kommunikere med deres tillid? [11]
Vi ønsker altså at sige til Gud: ”Gud, du elsker os; gør os til et ydmygt folk; giv os stor enfoldighed i vore bønner, i menneskelige relationer, i modtagelsen af andre…”

Jesus – Kristus – kom ikke til jorden for at fordømme nogen men for at åbne veje af fællesskab for mennesker.
I to tusinde år har Kristus været nærværende gennem Helligånden [12], og hans gådefulde nærvær gøres hånd-gribeligt i et synligt fællesskab [13], der bringer kvinder, mænd og unge sammen, der er kaldede til at gå fremad sammen uden at skille nogen ud. [14]
Alligevel har de kristne, gennem deres historie, oplevet mange rystelser: Adskillelser er opstået mellem de, der ikke desto mindre bekendte tro på den samme kærlighedens Gud.
Det er vigtigt i vore dage at genetablere fællesskab; det kan ikke til stadighed udskydes til senere, til tidernes ende. [15] Vil vi gøre alt , hvad vi kan, for at vække kristne til fællesskabets ånd? [16]
Der er kristne, der uden at vente allerede er i fællesskab med hinanden på de steder, hvor de bor, ganske enkelt. [17]
De ønsker, gennem deres egne liv, at gøre Kristus nær-værende for mange andre. De ved, at kirken ikke eksi-sterer for sig selv men for verden, for at skabe grobund for fred.
”Fællesskab” er et af de skønneste navne for kirken. I det kan der ikke udveksles skarpe ord, kun gennem-sigtighed, dybtfølt venlighed, barmhjertighed… og porte-ne til det hellige åbnes.

Evangeliet lader os opdage denne overraskende realitet: Gud skaber hverken frygt eller bekymring. Alt, hvad Gud kan, er at elske os.
Ved Helligåndens nærvær kommer Gud for at omskabe vore hjerter.
Og i en enfoldig bøn kan vi mærke, at vi aldrig er alene: Helligånden opretholder i os et fællesskab med Gud, ikke kun for et kort øjeblik men helt ind i det liv, der aldrig ophører.

[1] Disse ord blev skrevet seks hundrede år før Kristus. Se: Jeremias 29, 11 og 31,17.

[2] Dette år, hvor ti nye lande har tilsluttet sig Den europæiske Union, står det klart for mange unge europæere, at de lever på et kontinent der nu, efter i mange år at have lidt under adskillelse og konflikter, søger efter enhed og bevæger sig frem af vejen mod fred. Der ek-sisterer naturligvis fortsat spændinger såvel som forskellige former for uret-færdighed og endog vold, hvilket skaber tvivl. Det vigtige er, ikke at stoppe op på halvvejen: Søgen efter fred er fundamental for opbygningen af Europa. Men dette ville ikke være interessant, hvis det eneste formål er at skabe et stærkere, rigere kontinent, og hvis Europa giver efter for fristelsen til at trække sig tilbage bag dets egne grænser. Europa bliver først fuldt ud sig selv, når det åbner mod andre kontinenter, i solidaritet med fattige nationer. Konstruktionen af Europa giver mening, når det ses som et skridt fremad i tjenesten for fred for hele den menneskelige familie. Det er derfor vores møde ved årets slutning, som du måske kalder ”Det europæiske Møde”, af os anskues som ”en pilgrimsfærd for tillid på jord”.

[3] Se Johannes Evangeliet 14, 16-18;27. Gud eksisterer uafhængigt af vores tro og vores tvivl. Når vi tvivler, betyder det ikke, at Gud har forladt os.

[4] Dostojevskij skrev en dag i sin dagbog: ”Jeg er et tvivlens og vantroens barn. Hvilke skrækkelige lidelser har ikke denne længsel efter at tro kostet mig og koster mig fortsat; en længsel der bliver jo stærkere i min sjæl jo flere modargumenter den rejser i mig… Mit ”hosanna” er gået gen-nem tvivlens smeltedigel”. Og alligevel kunne Dostojevskij også skrive: ”Der er intet skønnere, dybere og mere perfekt end Kristus. Ikke alene er der intet, der kan heller ikke være noget”. Når den mand hævder, at den ikke-troende lever sammen med den troende i ham, forbliver hans kærlighed til Kristus uformindsket.

[5] Matthæus 5,3.

[6] Selvom vores tillid forbliver skrøbelig, er vi ikke kun afhængige af vor egen tro men af tilliden hos alle de, der er gået forud for os såvel som hos de, der er omkring os.

[7] FN’s World Food Program udsendte for nylig en oversigt over sult i verden. På trods af de fremskridt, der er nået de sene-ste år, lider 840 millioner mennesker af sult, herunder 180 millioner børn under 5 år.

[8] Se Matthæus 6,7-8.

[9] Denne overgivelsens vej kan opretholdes ved enfoldige sange, sunget igen og igen, så f. eks. denne: ”Min sjæl finder hvile og fred i Gud alene”. Når vi arbejder eller når vi hviler, giver disse sange genlyd i vore hjerter.

[10] Matthæus 19.14.

[11] En ni-årig dreng, der kom for at bede sammen med os i en uge, sagde en dag til mig: ”Min far forlod os. Jeg ser ham aldrig, men jeg elsker ham stadig og om natten beder jeg for ham”.

[12] Se 1. Peter 3,18; Romerbrevet 1,4; 1. Timoteus 3.16.

[13] Dette fællesskab kaldes Kirken. I Gud hjerte er Kirken én: den kan ikke deles.

[14] Jo nærmere vi kommer Evangeliet, jo nærmere kommer vi hinanden. Og de ad-skillelser, der splitter os, kommer til af-slutning.

[15] Kristus kalder os til forsoning uden tøven. Vi kan ikke glemme hans ord i Matthæusevangeliet: ”Derfor, når du bringer en gave til alteret, og dér kommer i hu, at din broder har noget imod dig,…gå først hen og forlig dig med din broder” (5,23-24). ”Gå først”; ikke ”Udskyd det til senere”.

[16] I Damaskus i Mellemøsten, plaget af prøvelser, bor den Græsk-Ortodokse Patri-ark af Antiokia, Ignatius IV. Han har skrevet disse slående ord: ”Den økumeniske bevægelse går baglæns. Hvad er der tilbage af tidligere tiders profetiske begivenheder kropsliggjort af skikkelser som Pave Jo-hannes XXIII og Patriark Athenagoras? Vore splittelser gør Kristus uigenkendelig; de er i modstrid med hans ønske om at se blive eet ”for at verden må tro”. Vi har et påtrængende behov for profetiske initia-tiver for at bringe det økumeniske arbejde ud af de uenigheder og tilbageslag, som jeg frygter det sidder fast i. På har et påtrængende behov for profeter og helgener, der kan hjælpe vore kirker til at omvende sig til gensidig tilgivelse”.

[17] Under hans besøg i Taizé d. 5. oktober 1986 foreslog Pave Johannes Paul II en vej til fællesskab idet han til vores samfund sagde: ”Ved ønsket om selv at være en ”fællesskabets lignelse”, hjælper I alle, I møder, med at være trofaste mod deres kirkelige rødder, frugten af deres uddannelse og deres samvittigheders valg, men også at trænge dybere og dybere ind i den fællesskabets gåde, som Kirken er ifølge Gudsplan”.

En fremtid med fred