Et kald til de kristnes forsoning

Da Broder Roger forlod Geneve i 1940 for at grundlægge Taizé-klosteret var han motiveret af denne tanke: For at kristne kan være fundament for fred blandt mennesker kan de ikke udskyde den indbyrdes forsoning til senere. Mange år senere beskrev han sin personlige rejse således:

”Mærket af vidnesbyrdet fra min bedstemors liv, i hendes fodspor, fandt jeg min egen kristne identitet ved i mig selv at forsone mine forældres tro med den katolske tros mysterium, uden at bryde fællesskabet med nogen”.

Denne vej, åbnet af Broder Roger, kræver takt; den er krævende. Vi er ikke færdige med at udforske den.

I Kristus tilhører vi hinanden. Når kristne adskilles bliver evangeliets budskab uhørligt.

Hvordan kan vi svare på vore samfund nye udfordringer, særligt sekulariseringen og den gensidige forståelse mellem kulturer, hvis ikke vi Helligåndens gaver, der findes i alle kristne familier? Hvordan kan vi kommunikere Kristi fred til alle, hvis vi forbliver adskilte?

Lad os ikke længere bruge så megen energi på forskellighederne mellem kristne, undertiden indenfor vore egne konfessioner! Lad os komme sammen noget oftere i Guds nærhed, i lydhørhed overfor ordet, i stilhed og lovprisning:

Hver eller hver tredje måned kan vi invitere dem, der bor i vores by, landsby eller opland til en ”vågegudstjeneste for forsoning” [1]

For at forberede en sådan vågegudstjeneste kan unge komme hinanden i møde, i et andet sogn eller en anden menighed, i en anden bevægelse eller gruppe eller invitere unge, der søger efter tro.

Så vil ønsket vokse om sammen at gøre alt, hvad der kan gøres. Det, der forener os, er vigtigere end det, der adskiller os: Vi må lade denne kendsgerning lyse ud af vores liv!

En udveksling af gaver mellem de forskellige kristne traditioner er allerede påbegyndt. Vi ser i Taizé, at den gensidige respekt vokser gennem fælles bøn og personlige møder og at en sådan udveksling forekommer ganske naturlig.

 

Nogle aspekter af troens Mysterium er udviklet bedre af hver enkelt kristen tradition.

 

Østens kristne har altid understreget Kristi opstandelse, der allerede omskaber verden. Er det ikke af denne grund, at mange af dem i fortiden var i stand til at udholde årtiers lidelse? Østen har bevaret kirkefædrenes lære med stor troskab. Klosterlivet, som den gav til Vesten, har åndet liv ind i det kontemplative liv i hele Kirken. Kan vestlige kristne blive mere åbne overfor denne skat?

 

Reformationens kristne har stærkt understreget disse evangeliets sandheder: Gud giver sin kærlighed frit og ubetinget; gennem sit Ord kommer han til enhver, der lytter til det og omsætter det i praksis; troens enkle tillid fører til Guds børns frihed; at synge sammen gør det muligt for Guds Ord at gennembore os. Er disse værdier ikke essentielle for alle kristne?

 

Den katolske Kirke har gennem historien synligt bevaret universaliteten i fællesskabet i Kristus. Den har hele tiden søgt en balance mellem den lokale kirke og den universelle kirke. Den ene kan ikke eksistere uden den anden. Fællesskabets tjeneste på alle planer har hjulpet til at bevare enstemmighed i troen. Kan alle døbte ikke gå videre i en progressiv forståelse af denne tjeneste?

 

Udover konfessionerne er det bydende nødvendigt at der udvikles en udveksling af gaver mellem kontinenterne. Europas kristne, for eksempel, har meget at modtage fra kristne på andre kontinenter. Som gengæld for alt, hvad disse kirker har modtaget fra Europa, kan de i dag kommunikere en evangeliets forfriskelse til dette kontinent.

 

Vidnerne om og martyrerne for Kristus fører os mod fællesskab. De nærer vort håb og vor beslutning om at søge synlig enhed mellem alle kristne.