dansk

TAIZÉ

Brev 2007

Brev fra Kolkata

 
For tredive år siden var Broder Roger en tid i Kolkata (Calcutta) sammen med nogle brødre og unge fra forskellige dele af verden. De boede i en fattig bydel og deltog i Moder Teresas arbejde for forladte barn og døende. Herfra medtog Broder Roger et brev til Guds folk, som han offentliggjorde under et møde for unge voksne i domkirken Notre-Dame i Paris. Senere skrev han flere brev og tre bøger sammen med Moder Teresa.
 
Opholdet i 1976 var spiren til et varig bånd mellem vores klosterfællesskab og de kristne i India. Dette har vist sig på forskellig vis, gennem besøg over hele landet, to interkontinentale møder i Madras og en stadig strøm af unge indere til Taizé. Kolkata, på sin side, har fortsat at være et tegn for os, både på menneskelig smerte og på ansigterne på mennesker som vier deres liv til de allerfattigste, og som dermed bliver lysende fyrtårn.
 
Derfor syntes jeg, det var vigtig at vende tilbage til Kolkata og holde et møde der. Dette møde, som ble holdt 5.-9. oktober 2006, samlede 6000 unge voksne, hovedsagelig fra Asien. Mødet udgjorde et forsøg på at give «pilgrimsfærden for tillid» en ny dimension – en rejse sammen med unge i Asien i deres egen verdensdel, hvor vi lytter til dem og støtter deres håb. Brevet fra Kolkata blev skrevet efter denne sammenkomst, med tanke på at blive offentliggjort under det europæiske møde i Zagreb.

Når vi fortsætter «pilgrimsfærden for tillid på jorden», som samler unge fra mange land, forstår vi denne virkelighed bedre og dybere: Hele menneskeheden udgør en eneste familie og Gud bor i hvert eneste menneske, uden undtagelse.

I Indien som i andre deler af Asien har vi opdaget hvordan en helt naturlig opmærksomhed overfor Guds nærvær i hele skaberværket medfører en respekt for det andet mennesket og for det, som er helligt for ham eller hende. I moderne samfund i dag er det så vigtigt at vække folks opmærksomhed for Gud og denne respekt for mennesket.

Hvert menneske er helligt for Gud. Kristus åbnede sine arme på korset for at samle hele menneskeheden i Gud. Om han sender os til verdens ender for at formidle Guds kærlighed, sker dette først og fremmest i en samtale gennem livet. Gud sætter os aldrig ind i en magtkamp mod dem, som ikke kender ham.

Der findes så mange unge mennesker rundt om i verden, som er villige til at gøre den menneskelige families enhed mere synlig. De tager imod udfordringerne som ligger i spørgsmålet: Hvordan kan vi stå op mod alle typer for diskrimination? Hvordan kan vi bryde gennem mure af had eller ligegyldighed? Dette er mure som går mellem folkeslag og verdensdeler, men de er samtidig mure, som er nær hver og én af os, som til og med kan findes inde i menneskehjertet. Derfor er det op til os at tage et valg: At vælge kærligheden, vælge håbet.

Vore samfund har enorme problemer, som kan gøre os opgivende. Hvis vi vælger kærligheden, vil vi opdage et frirum , hvor vi kan skabe en fremtid for os selv og for dem, vi har fået ansvar for.

Med små ressourcer gør Gud os til skabere sammen med ham, selv hvor udgangspunktet ikke er godt. Hvis vi går andre i møde, nogle gange med tomme hænder, med åbne ører, med en vilje til at prøve at forstå… så kan en fastlåst situation pludseligt blive forvandlet.

Gud venter på os i dem, som er fattigere end os. «Det I har gjort mod en af disse mine mindste, har I gjort imod mig.» [I]

Når vi beder, sætter vi os selv og dem, vi har fået ansvar for, foran Guds barmhjertige øjne. Gud ønsker os velkommen som vi er, med det vi har som er godt, med også med vore indre selvmodsigelser og til og med vore fejl.

Evangeliet forsikrer os om, at vore svagheder kan blive en dør, som Helligånden kan komme ind i vore liv igennem.

For tredive år siden skrev Broder Roger i Kolkata: «Bønnen er for jer en kilde til at vise kærlighed. Opgiv jer selv, i fuldstændig uselviskhed, opgiv krop og ånd. Gå hver dag dybt ind i et par linjer fra Skriften, således at I kan komme ansigt til ansigt med den Anen, med den Opstandne Herre. Lad et levende Kristusord blive født i jer, i stilhed, og sæt det ud i livet på en gang.»

Da han rejste fra Kolkata, tilføjede han:

«Nu rejser vi, efter at have opdaget et folks forbavsende livskraft, selv i hjertet af den dybeste smerte, og efter at have mødt vidner om en anderledes fremtid for os alle. Guds folk kan bidrage til denne fremtid med en mulighed, som er dets egen: spredt ud over hele verden kan det bygge en lignelse om den menneskelige familie, som deler det den har. En sådan lignelse vil have nok styrke til at sprede sig selv og ryste selv de mest ubevægelige strukturer, og således skabe fællesskab i den menneskelige familie.» [II]

Når vi beder, sætter vi os selv og dem, vi har fået ansvar for, foran Guds barmhjertige øjne. Gud ønsker os velkommen som vi er, med det vi har som er godt, med også med vore indre selvmodsigelser og til og med vore fejl.

Evangeliet forsikrer os om, at vore svagheder kan blive en dør, som Helligånden kan komme ind i vore liv igennem.

For tredive år siden skrev Broder Roger i Kolkata: «Bønnen er for jer en kilde til at vise kærlighed. Opgiv jer selv, i fuldstændig uselviskhed, opgiv krop og ånd. Gå hver dag dybt ind i et par linjer fra Skriften, således at I kan komme ansigt til ansigt med den Anen, med den Opstandne Herre. Lad et levende Kristusord blive født i jer, i stilhed, og sæt det ud i livet på en gang.»

Da han rejste fra Kolkata, tilføjede han:

«Nu rejser vi, efter at have opdaget et folks forbavsende livskraft, selv i hjertet af den dybeste smerte, og efter at have mødt vidner om en anderledes fremtid for os alle. Guds folk kan bidrage til denne fremtid med en mulighed, som er dets egen: spredt ud over hele verden kan det bygge en lignelse om den menneskelige familie, som deler det den har. En sådan lignelse vil have nok styrke til at sprede sig selv og ryste selv de mest ubevægelige strukturer, og således skabe fællesskab i den menneskelige familie.» [III]

Denne opfordring fra Broder Roger er mere aktuel i dag end nogensinde. Kristne, som er spredt ud over hele verden, kan opretholde håbet for alle ved at lade deres liv blive rodfæstede i denne utrolige nyhed: efter Kristi opstandelse er menneskeheden ikke delt og i stykker.

Hvordan kan vi være vidner om en Gud, som bringer kærlighed til jorden, hvis vi accepterer, at skillelinjerne mellem kristne fortsætter? La os turde tage skridt fremad mod synlig enhed! Når vi sammen vender os til Kristus, når vi kommer sammen for at bede, da bliver vi allerede forenede af den Helligånden. I ydmyghed gennem bøn lærer vi altid, at vi tilhører hverandre. Får vi så også mod til ikke længere at handle uden at have tanke for andre?

Jo nærmere vi kommer Kristus og evangeliet, jo nærmere kommer vi hinanden.

Det at give hinanden gaver sker gennem en gensidig gæstfrihed. Alle sådanne gaver er nødvendige i dag, for at evangeliets stemme skal blive hørt. De som har sat deres lid til Kristus, er kaldede til at give deres enhed som en gave til alle. Og derfra kan der strømme stemmer, som lovpriser Gud.

Da får denne skønne lignelse fra evangeliet liv: det lillebitte sennepsfrø vokser og bliver den største blandt planterne i haven, så fuglene i luften kommer og bygger rede i den. [IV] Når vi er rodfæstede hos Kristus opdager vi, at vi er i stand til at være åbne for alle, også for dem som ikke kan tro på ham. Kristus bliver alles tjener; han ydmyger ingen.

I dag mere end nogensinde er det mulig for os at leve i fællesskab på tværs af landegrænser. Gud giver os sin livsånde, sin Ånd. Og vi beder: «Led vore føder ind på fredens vej.» [V]


1 I begyndelsen af sin tjeneste skrev pave Benedikt XVI: «Alle mennesker tilhører én og samme familie.» (Hilsen på verdens fredsdag 2006)
I Kolkata er kristne en minoritet blandt de andre store historiske religioner. I Indien har spændinger mellem religionerne af og til ført til alvorlige voldshandlinger. Alligevel repræsenterer gensidig respekt grundlaget for forholdet mellem religioner. Højtiderne for hver tradition bliver respekterede af de andre og kan til og med gøre det muligt at dele traditionerne gensidigt.

2 En ung familiefar fra Libanon skrev til os mens bomningerne i Mellemøsten blev mere og mere intens på hver side: «Fred i hjertet er mulig! Når du er blevet ydmyget er, fristelsen stor til at gængælde med ydmygelse. På trods af smerten, på trods ad hadet, som vokser sig stærkere og stærkere, på trods af længslen efter hævn, som vælder op i os, når vi føler os svage, tror jeg på den freden. Ja, fred her og nu!»

3 Nogle brødre fra Taizé har boet i Bangladesh i tredive år, sammen med folk som næsten udelukkende er muslimer. De deler hverdagen med de fattigste og dem, som er fuldstændig overladte til sig selv. En af dem skrev: «Vi mærker tydeligere og tydeligere, at de, som er udstødt af samfundet på grund af deres svaghed eller tilsyneladende ubrugelighed, de er Gudsnærvær. Hvis vi åbner vores døre for dem, leder de os stadig længere væk fra en verden af overdreven konkurrence. I stedet viser de vejen til en verden af hjerternes fællesskab. I denne store mangfoldighed af religioner og kulturer, ønsker vi ved vort nærvær i Bangladesh at være et tegn på, at tjenesten blandt vore sårbare brødre og søstre åbner en vej mod fred og enhed.»
Det Moder Teresa startede i Kolkata skinner videre gennem hendes søstre. Det at tage sig af de fattigste og vise dem kærlighed er sådanne tydelige tegn på Guds kærlighed. Der findes så mange andre mennesker rundt om i verden, som vandrer den samme solidaritetens vej – hvor ville vi have været på denne jord uden dem?

4 Ulighedt vil før eller senere føre til vold. 20% af verdens befolkning, som bor i de højest udviklede landene, bruger 80% av verdens naturressourcerne. Det bliver mere og mere presserende at få en ansvarlig fordeling af kilderne til energi og drikkevand i stand.

5 Til Broder Rogers begravelse skrev abbeden av Grande Chartreuse-klosteret, Marcellin Theeuwes: «De dramatiske omstændigheder omkring Broder Rogers død er bare et ydre dække, som tjener til at kaste endog mere lys på den sårbarhed han dyrkede, som en dør Gud foretrækker for at komme til os og være hos os.» (Se også 2. korinterbrev 12,10.)

6 En kristen fra 300-tallet udtrykker klart, hvordan bøn og hengivelse supplerer hinanden. For ham var det at deltage i nadveren noget som maner til at vise solidaritet med de fattige: «I ønsker at vise frelserens legeme ære? Den samme som sagde: Dette er mit legeme, han sagde også: I så at jeg var sulten, men I gav mig ikke at spise. Det I ikke har gjort mod en af disse mine mindste, nægter I også mig! Vis derfor Kristus ære ved at dele jeres ejendele med de fattige.» (Johannes Krysostomos, Homilie 50 over Matthæus.)

7 Allerede de første kristne, en meget lille minoritet i verden, bar på denne overbevisning: Ved at give sit liv på korset brød Kristus ned muren som skiller folkeslagene. (Se Efeserbrevet 2,14-16.)

8 En kristen som boede i Palæstina i 500-tallet skrev: «Forestil dig at verden er en cirkel, at Gud er centrum i cirklen, og at de forskellige radier på cirklen er menneskets forskellige måder at leve på. Når de, som ønsker at komme nærmere Gud, går ind mod centrum af cirklen kommer de nærmere hinanden. Og jo nærmere de kommer hinanden, jo nærmere kommer de Gud.» (Doroteus fra Gaza, Instructions VI.)

9 «Kirkens forhold til andre religioner styres af en todelt respekt: respekten for mennesket i dets søgen efter svar på livets dybeste spørgsmål, og respekt for Åndens handling i mennesket. (…) Hver eneste ægte bøn bliver sat i gang af Helligånden, som på mystisk vis er tilstede i hvert menneskehjerte.» (Johannes Paulus II, Redemptoris missio).
Som kristne kan vi ikke skjule det faktum, at det inderste i vores tro er Jesus Kristus, som på en enestående måde giver os et forhold til Gud (se 1. Timotheusbrev 2,5). Men i modsætning til at være en uoverkommelig forhindring for sand dialog, kræver dette absolutte i troen, at vi vier os dialogen. For hvis Jesus er enestående, er han det ved sin ydmyghed. Derfor kan vi aldrig i hans navn se ned på andre, men bare ønske dem velkommen og lade os tage imod deres velkomst.

10 En af dem som kan give os støtte på denne vej er Dietrich Bonhoeffer. I 1900-tallets mørkeste timer gav han sit liv helt til martyrdødens yderste grænse. Bare få måneder før han døde skrev han disse ordene i fængslet, ord som vi nu synger i Taizé:
«Gud, lad mine tanker mine samles i dig.
Hos dig er lyset, du forlader mig ikke.
Hos dig er hjælpen, hos dig tålmodigheden.
Jeg forstår ikke dine veje,
Men du kender vejen for mig.»

Senest opdateret: 2. juli 2007

Fodnoter

[IMatthew 25:40.

[IIIsaiah 43:1-4

[IIIBrother Roger, Letter to the People of God, 1976.

[IVSee Luke 13:18-21.

[VSee Luke 1:79.