Forberedt gennem måneder af sogne og familier i byen og dens opland afholdtes der ungdomsmøde i Cochabamba i Bolovia fra d. 10.til d. 14. oktober 2007. Det bragte 7.000 deltagere sammen fra Bolivias forskellige egne, fra alle Latinamerikas lande og fra adskillige europæiske lande. Dette ”Brev fra Cochabamba” for 2008 blev i første omgang uddelt til deltagerne ved det europæiske nytårsmøde i Geneve i slutningen af 2007.

Forsoning, en ild

Sammen i Bolivia med unge fra alle de latinamerikanske lande har vi spurgt os selv: Hvilke håbets stier kan vi åbne i dag?
Det bolivianske folk – med dets store sociale og etniske forskellighed – prøver at lægge konflikter bag sig og fokusere på større retfærdighed og fred.

Mange steder på jorden stammer nutidige konflikter fra historiens stadigt blødende sår. Hvor kan der findes helbredelse, når følelsen af magtesløshed overfor uretfærdighedens mange ansigter slår rod?

De unger, der mødtes i Cochabamba, har vist, at forskellighed – i stedet for uundgåeligt at føre til splittelser og rivalisering – i sig bærer løftet om gensidig berigelse og glæde. [1]

I Bolivia har vi fundet modige troende der med hele deres liv udtrykker evangeliets kald til kamp med forsonede hjerter.

Ved forsoningens kilder

Vi får de nødvendige kræfter til at kæmpe med et forsonet herte fra et personligt fællesskab med den levende Gud. Uden et indre liv kan vi ikke fuldføre vor bestemmelse. I Gud finder vi glæde; vi finder håb for et liv levet fuldt ud.

Har Gud ikke selv taget det første skridt hen imod os? Med Jesu komme forpligter Gud sig til en sand udveksling med ethvert menneske. Ved at forblive udover alt, hvad vi kan forstå, bliver Gud én der er meget nær.

Ud af kærlighed ønskede Gud at dele vor eksistens. Han blev menneske. Og mere endnu: Ved at give sit liv på korset valgte Jesus de nederstes sted. [2] Idet han tog det på sig, der adskiller os fra Gud, overtager han vort selv og al menneskehed. [3] Han giver os sit eget liv til gengæld. [4] På den måde begynder hele skabningen allerede at blive omskabt. [5]

Denne udveksling med Gud bliver virkelig for os i bøn: ved Helligånden kommer Gud for at dvæle i os. Ved sit ord og sakramenterne giver Kristus sig selv til os. Til gengæld kan vi overgive alt til ham. [6]

Er det ikke sådan Kristus bragte ild til jorden, den ild der allerede brænder i os?

At udvide vort venskab til at omfatte alle.

Vi kan ikke holde forsoningens ild inde. Den spreder lys på en vej, hvor vi føres til at blive fredsstiftere, både nært og fjernt. [7]

Hvis vi indser, hvad Gud gør for os, vil vort gensidige forhold forvandles herved. Vi vil blive i stand til at have sandt fællesskab med andre, en udveksling af liv, hvor vi giver og tager.

Evangeliet opfordrer os til at tage det første skridt hen imod andre, uden forudgående forsikring om, at de vil svare.

I nogle situationer, specielt i brudte forhold, kan forsoning synes uopnåelig. Vi bør da være opmærksomme på
At ønsker om forsoning allerede er begyndelsen hertil. Kristus tager det på sig, som ikke synes at føre nogen steder hen, og vi kan betro ham alt, der trænger til heling. Det forbereder os på at gribe de muligheder, der opstår og tage skridt, aldrig så små, mod lettelser af spændinger.

Forsoning kan forvandle vore samfund radikalt. Den opstande Kristi ånd fornyer jordens overflade. Lad os tillade denne opstandelsens dynamik at drive os fremad! Lad os ikke miste modet på grund af kompleksiteten i de problemer vi møder. Lad os ikke glemme at vi kan begynde med meget lidt. [8]

Kirkens fællesskab støtter os; den er et venskabens sted for alle. [9] ”For os er kirken som en moder, der lytter til sine børn. Hun tager imod; hun trrøster”. [10] Disse ord fra en ung latinamerikaner udfordrer os: Vil vi finde veje til at lade Guds barmhjertighed skinne gennem os?

Vil vi i konfliktfyldte situationer finde veje til at lytte til de andre? Så mange adskillelser vil da være mindre smertefulde. [11] Lad os stræbe mod at sætte os selv i andres sted.

Vil vi finde veje til en mere retfærdig fordeling af ressourcer? Lad os have mod til at ændre vores livsstil i retning af større enkelthed, solidaritet med de udstødte og øget omsorg for skabelsen.

Vil vi være nær de, der er fattigere end os? Ved at dele med dem opstår der en udveksling af liv: de fører os til at være gavmilde og dermed få os ud af os selv. Og yderligere, deres fattigdom hjælper os til at acceptere vor egen sårbarhed. Med dette engagement vil vi bidrage til. At ethvert menneskes værdighed respekteres.

Vil vi bevæge os helt frem til tilgivelse? Er der en anden vej til at ødelægge kæden af fortsat0 ydmygelse? [12] Er det ikke et spørgsmål om at glemme en smertefuld fortid eller at være blind for nutidige situationer af uretfærdighed? Evangeliet opfordrer os til at gå ud over erindringen om sår ved at tilgive og endda hæve os over forventningen om at få noget til gengæld. På denne måde finder vi Guds børns frihed.

Ja, vi ønsker at kæmpe med et forsonet hjerte, at være passionerede efterspørgere af fællesskab, i stand til at udvide vort venskab til at omfatte alle.