”Gud har tanker om fred for jer, ikke om ulykke; Gud ønsker at give jer fremtid og håb”. [1]
I vore dage længes mange mennesker efter en fremtid med fred, efter at menneskeheden må befries fra truslerne om vold.
Hvis nogle gribes af ængstelse for fremtiden og finder sig selv låst fast, så er der dog verden over unge men-nesker, der er opfindsomme og kreative.
Disse unge lader sig ikke fange i en spiral af tungsindighed. De ved, at Gud ikke skabte os til passivitet. For dem ligger livet ikke under for en blind skæbne. De ved, at tvivl og mismod har magt til at lamme men-nesker.
Så de søger med hele deres sjæl at forberede en fremtid med fred og ikke med ulykke. Uden at de ved det, gør de allerede deres liv til et lys, der skinner omkring dem.
Nogle bringer fred og tillid i situationer med krise og konflikt. De fortsætter ufortrødent, også når prøvelser og fiaskoer vejer tungt på deres skuldre. [2]
På sommeraftener i Taizé, under en himmel fuld af hvide stjerner, kan vi høre de unge mennesker gennem de åbne vinduer. Vi forbavses til stadighed over deres antal.
De søger; de beder. Og vi siger til os selv: Deres håb om fred og tillid er som disse stjerner, punkter af lys, der stråler i natten.

Vi lever i en tid, hvor mange mennesker spørger. Hvad er tro? Tro er simpel tillid til Gud, en uundværlig bølge af tillid, der opleves utallige gange i vort livs forløb.
Vi kan alle have tvivl. Det er ikke noget at bekymre sig om. Vort dybeste ønsker er at lytte til Kristus, der hvisker i vore hjerter: ”Har du betænkeligheder? Vær ikke urolig; Helligånden vil altid være hos dig”. [3]
Nogle har til deres overraskelse gjort denne opdagelse: Guds kærlighed kan blive fuldkommen selv i et hjerte fyldt med tvivl. [4]

En af de første ting, Kristus siger i Evangeliet, er dette: ”Salige er de enfoldige”. [5] Ja, salige er de, der stræber efter enfoldighed, enfoldighed i hjertet og enfoldighed i livet.
Et enfoldigt hjerte søger at leve i nu’et, at byde hver dag velkommen som Guds ”i dag”.
Skinner ikke enfoldighedens ånd i vores afklarede glæde og også i munterhed?
Et enfoldigt hjerte hævder ikke at forstå alt om tro i sig selv. Det siger til sig selv: ”Andre forstår bedre det, som jeg har besvær med at fatte. Og de hjælper mig videre på min vej”. [6]
Når vi gør vores liv mere enfoldigt, gør det os i stand til at dele med de mindre heldigt stillede, så vi kan lindre lidelse, hvor der er sygdom, fattigdom, sult… [7]

Vores personlige bøn er også enfoldig. Tror vi, at det er nødvendigt med mange ord for at bede? [8] Nej. Nogle få ord, selv tåbelige, er nok til at overgive alt til Gud, vore ængstelser såvel som vore håb.
Ved at overgive os selv til Helligånden vil vi finde den vej, der leder fra bekymring til fast tillid. [9]
Og vi siger til Ånden:
”Helligånd, gør os i stand til
at vende os til dig til hver en tid.
Vi glemmer så ofte, at du dvæler i os,
At du beder i os, at du elsker i os.
Din tilstedeværelse i os er tillid
Og konstant tilgivelse.”
Ja, Helligånden tænder et glimt af lys i os. Hvor svagt det end måtte være, vækker det i vort hjerte en længsel efter Gud. Og den enfoldige længsel efter Gud er allerede bøn.
Bøn gør os ikke mindre involverede i verden. Tværtimod, intet er mere ansvarligt end at bede. Jo mere vi gør en enfoldig og ydmyg bøn til vores egen, jo mere ledes vi til kærlighed og til at udtrykke den med vore liv.

Hvor kan vi finde den enfoldighed, der er uundværlig for at leve Evangeliet ud? Nogle ord af Kristus kan oplyse os. Han sagde en dag til sine disciple: ”Lad de små børn komme til mig, for Guds rige hører sådanne til.” [10]
Hvem kan på passende vis udtrykke, hvad nogle børn kan kommunikere med deres tillid? [11]
Vi ønsker altså at sige til Gud: ”Gud, du elsker os; gør os til et ydmygt folk; giv os stor enfoldighed i vore bønner, i menneskelige relationer, i modtagelsen af andre…”

Jesus – Kristus – kom ikke til jorden for at fordømme nogen men for at åbne veje af fællesskab for mennesker.
I to tusinde år har Kristus været nærværende gennem Helligånden [12], og hans gådefulde nærvær gøres hånd-gribeligt i et synligt fællesskab [13], der bringer kvinder, mænd og unge sammen, der er kaldede til at gå fremad sammen uden at skille nogen ud. [14]
Alligevel har de kristne, gennem deres historie, oplevet mange rystelser: Adskillelser er opstået mellem de, der ikke desto mindre bekendte tro på den samme kærlighedens Gud.
Det er vigtigt i vore dage at genetablere fællesskab; det kan ikke til stadighed udskydes til senere, til tidernes ende. [15] Vil vi gøre alt , hvad vi kan, for at vække kristne til fællesskabets ånd? [16]
Der er kristne, der uden at vente allerede er i fællesskab med hinanden på de steder, hvor de bor, ganske enkelt. [17]
De ønsker, gennem deres egne liv, at gøre Kristus nær-værende for mange andre. De ved, at kirken ikke eksi-sterer for sig selv men for verden, for at skabe grobund for fred.
”Fællesskab” er et af de skønneste navne for kirken. I det kan der ikke udveksles skarpe ord, kun gennem-sigtighed, dybtfølt venlighed, barmhjertighed… og porte-ne til det hellige åbnes.

Evangeliet lader os opdage denne overraskende realitet: Gud skaber hverken frygt eller bekymring. Alt, hvad Gud kan, er at elske os.
Ved Helligåndens nærvær kommer Gud for at omskabe vore hjerter.
Og i en enfoldig bøn kan vi mærke, at vi aldrig er alene: Helligånden opretholder i os et fællesskab med Gud, ikke kun for et kort øjeblik men helt ind i det liv, der aldrig ophører.